Vedtægter for Kulturforeningen Tinghuset
§ 1
1. Foreningens navn er Kulturforeningen Tinghuset og dens hjemsted er Tinghuset, Tingvej 5, 6990 Ulfborg [find vej].
2. Foreningen repræsenterer dens brugere overfor Holstebro Kommune.
§ 2
Foreningens formål er at samle egnens borgere om et bredt spekter af kreative og musiske, folkeoplysende aktiviteter og at give mulighed for at udtrykke sig ved disse aktiviteter.
Dette kan bl.a. gøres ved:
· at fungere som en paraplyorganisation for husets foreninger og for Holstebro Musikskole
· at afholde kulturelle aktiviteter f.eks. musikalske arrangementer, kulturfestivaler indenfor dans, drama teater og kunst
· at ivre til kreativt virke både selvstændigt og sammen med andre
· at arrangere f.eks. musikfestivaler, filmfestivaler for børn, unge og voksne borgere.
· at støtte afvikling af kunstudstillinger, foredrag, kurser mm.
· at repræsentere og samle et meget bredt spekter af befolkningen
· at samarbejde med professionelle og amatørkunstnere både fra ind – og udland
· at være årvågen mht. til at tage nye initiativer i kreative og musiske aktiviteter – ”Thi evig stilstand er død”
§ 3
Medlemskab er åbent for alle.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid værende formue.
§ 4
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i oktober. Der indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering i TORSDAGSAVISEN og på den måde, som bestyrelsen desuden finder bedst egnet. Indkaldelsen skal indeholde følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Kontingentfastsættelse.
6. Valg af:
Bestyrelsesmedlemmer.
2 bestyrelsessuppleanter.
2 revisorer.
1 revisorsuppleant
7. Eventuelt.
· Bestyrelsessuppleanterne, revisorerne og revisorsuppleanten vælges alle for et år ad gangen.
· På generalforsamlingen skal foreligge medlemsfortegnelse.
· Forslag fra medlemmer skal være fremsat overfor formanden senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse..
· På generalforsamlingen afgøres alle spørgsmål ved simpelt stemmeflertal af de fremmødte medlemmer.
· Der kan ikke stemmes ved fuldmagter.
· Til vedtægtsændringer kræves at mindst det 1/2 af medlemmerne er til stede, og at 2/3 af de afgivne stemmer, stemmer for vedtægtsændringen. Er der mindre end det 1/2 af de stemmeberettigede medlemmer til stede, og forslaget vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer, kan ændringen vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer ved en ekstraordinær generalforsamling eller ved næste generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/4 af medlemmerne fremsætter skriftlig anmodning herom til formanden med angivelse af generalforsamlingens dagsorden.
§ 5
Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer, som vælges på den ordinære generalforsamling. Hvert år afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er mødt. Afgørelser træffes ved stemmetal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen afholder møde, når det skønnes nødvendigt ved indkaldelse fra formanden.
I tilfælde af afgang af bestyrelsessuppleanter i en valgperiode, således at bestyrelsen ikke er fuldtallig, supplerer bestyrelsen sig selv.
Foreningen tegnes af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
§ 6
Regnskabsåret går fra 1/10 til 30/9.
§ 7
Ved foreningens ophævelse kræves at mindst 2/3 af medlemmerne er til stede og stemmer derfor. Er dette ikke tilfældet, indkaldes snarest til en ny generalforsamling, hvor forslaget er vedtaget, såfremt mindst 3/4 af de mødte stemmer derfor. Den likviderende generalforsamling træffer bestemmelse om anvendelse af foreningens værdier i overensstemmelse med foreningens formål.
_________________________
Foreningens vedtægter blev vedtaget på stiftende generalforsamling i ”TINGHUSET”, Tingvej 5, 6990 Ulfborg.
Ulfborg d. 18.august 2011.